Omniterapi oplevelser:

Her er en kvindes beskrivelse af et gennemgående forløb hos mig:

– Da jeg startede mit forløb med Omniterapi vidste jeg ikke, hvad det indebar. Jeg oplevede i tiltagende grad angst skylle ind over mig uden at vide, hvorfor den kom og jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle stille op med den. Angsten begrænsede mig i det jeg gerne ville og ønskede og begyndte at tage over bedst som jeg skulle til at have det rart. Det var svært for mig at sætte ord på mit problem, for jeg vidste egentlig ikke hvad det var. Jeg mærkede en afmagt og en begrænsning, der udviklede sig uden jeg kunne stoppe den og håndterer den – og jeg vidste ikke hvad jeg skulle stille op.

Igennem terapiforløbet har jeg gradvist fået mere indsigt i mig selv og fundet svar på mange spørgsmål. Jeg har ved hjælp af forskellige teknikker og fokus på åndedrættet lært, hvordan jeg håndterer angsten når den melder sig – jeg har lært at mærke angsten og samtidig ignorerer dens forsøg på at overtage styringen. Jeg er ikke længere fængslet i min egen krop og sjæl, men på vej til at blive mentalt styrket og fysisk meget mere afslappet. (Kvinde, 42 år, sygeplejeske)

———————————————————————————————————————————————————

Denne kvinde har båret på en tung sorg gennem flere år:

Jeg har altid været god til at forholde mig analytisk til de udfordringer jeg har haft og har i livet. Det har bestemt bragt mig lidt videre, men en mindst lige så vigtig del af mig – kroppen – har ikke været taget med på råd.

Det har netop været min krop, der gennem 20 år har gemt på spændinger, der har forhindret mig i at slippe en sorg og hilse glæden og livet velkommen. Jeg har forsøgt at stride mig igennem min tilværelse med knyttede hænder og bøjet nakke.

Omniterapien har hjulpet mig i gang med at blive et helt menneske. En af terapiformens styrker er, at den ikke fordømmer bestemte tanker eller følelser, men derimod tager afsæt i det, der nu rører sig. Det er der jo – og jeg må forholde mig til det, selvom det både gør ondt og er svært!
Jeg kigger på det sammen med Birgitte, jeg er ikke alene, jeg møder det og erkender gang på gang, at alle følelser har værdi og kan bruges som redskaber på den rejse livet er.

Jeg har sluppet en sorg ved at lade krop og tanke samarbejde. Jeg har opdaget, at min krop har en meget bedre hukommelse end min hjerne, og at netop den fortæller de historier, der er en del af mig. På godt og ondt.
Den lille dreng, der døde er stadig med mig – men jeg har accepteret og rummer, at det skete, og jeg kan nu give plads til kærligheden fremfor til sorgen og smerten.

Min kontakt til hele mig – krop og hoved – har givet mig mod til at slippe 12 års dæmpende medicin, for det, der rører sig i mit sind – også det svære – betragter jeg nu som vækstpunkter og mulighed for udvikling. (Kvinde, 46 år, lærer)

———————————————————————————————————————————————————

En tredie klient havde aldrig forsøgt sig med Omniterapi før. Her er hendes beskrivelse:

– Hos Birgitte ånder alt fred og ro. I et hyggeligt hus for enden af vejen ude på landet, lukker Birgitte døren op. Hendes blik såvel som hendes håndtryk er roligt, fastholdende og interesseret. Jeg føler mig straks set og derfor tryg. Katten siger også hej.
Jeg har straks en fornemmelse af, at denne behandling ikke indbefatter den sædvanlige behandler-klient rollefordeling. Man beholder tøjet på og sidder op til at starte med. Her opstår en ligeværdig samtale, hvor jeg stille og roligt åbner op og fortæller ting som jeg troede, jeg aldrig ville fortælle til nogen. Måske fordi jeg føler mig tryg, i centrum og måske især fordi jeg mærker en interesse og nogle særdeles gode spørgsmål.

Således hensat til mit åbne, men også følsomme sind, beder Birgitte mig om at lægge mig på briksen. Samtalen stopper egentlig ikke – den foregår nu ikke blot med ord gennem min mund, men også ved berøringer – mest ned langs benene, på skuldrene og maven som jeg husker det. Det er helt tydeligt at Birgitte også arbejder med energier og deres baner i kroppen for det føles som om hun laaaangsomt, men bestemt stryger nogle energier ud ad kroppen, mens der gives plads til andre.
På et tidspunkt beder Birgitte mig om at følge hendes hænder med mine. Mine øjne skal være lukkede. Det er en samarbejdsøvelse føler jeg. Og den er svær. Her handler det om at give slip, lade al kontrol forsvinde for at give plads til nærvær, rum og nye oplevelser. I al fald for mit vedkommende.

Mens jeg ligger på briksen kredser vi hele tiden om de problemstillinger jeg selv bragte op i starten en sessionen. Igen – det føles ikke som et terapeutisk forløb – mere som en rigtig god snak mellem venner, hvor kroppen også får lov at følge med.
Jeg får lov at mærke min krop – gennem Birgittes berøringer, gennem hendes og mine refleksioner og nok allervigtigst: Gennem mit sind. For første gang i meget lang tid føler jeg mig hel og ganske klar i hovedet. Da jeg tager afsked, ved jeg at det ikke er sidste gang jeg er på besøg her ude på landet. (Kvinde, 44 år, lærer)